8. Politikker
VUC Storstrøms politikker er gældende for alle medarbejdere. Politikkerne beskriver hvilke principper og procedurer, der er gældende i det daglige arbejde.
8.1. Personalepolitikken
VUC Storstrøms personalepolitik skal medvirke til at sikre VUC Storstrøm som en attraktiv, udfordrende og motiverende arbejdsplads.
Personalepolitikken beskriver rammerne for opgaveløsningen i VUC Storstrøm og medvirker herved til, at arbejdet tilrettelægges således, at arbejdsopgaverne bliver så varierede og forskelligartede, som det er muligt. Personalepolitikken beskriver, hvordan VUC Storstrøm som en tidssvarende uddannelsesinstitution opstiller udviklende og fleksible rammer for alle medarbejderes opgaveløsning, og bidrager hermed til, at hver enkelt medarbejder føler et medansvar for den samlede opgaveløsning.
Personalepolitikken beskriver vilkår for opgaveløsningen i VUC Storstrøm, samt de mål og værdier der ligger til grund for den måde, medarbejderne løser deres opgaver på. Personalepolitikken udgør tilsammen med Moderniseringsstyrelsens personale administrative vejledning og øvrige regler om løn- og ansættelsesvilkår vilkårene for ansatte på VUC Storstrøm.
Personalepolitikken er fundamentet for, at VUC Storstrøms medarbejdere til enhver tid er i stand til at løse deres samfundsmæssige og uddannelsesmæssige opgaver til gavn for studerende og borgere i VUC Storstrøms dækningsområde.
Personalepolitikken er et udtryk for de forventninger og krav, som ledelse og medarbejdere kan stille til hinanden. Den tilsigter at give lige muligheder for alle ansatte og at fjerne enhver form for forskelsbehandling begrundet af køn, seksuel orientering, alder, religion, politisk anskuelse, national, social eller etnisk oprindelse.
Det forventes, at personalepolitikken for VUC Storstrøm efterleves på alle VUC Storstrøms enheder, og personalepolitikken gælder for alle ansatte ved VUC Storstrøm.
Personalepolitikken tages op til drøftelse en gang årligt i VUC Storstrøms Samarbejdsudvalg.
Forhold til kursister
På VUC Storstrøm er det uforeneligt for ansatte at indlede forhold til nuværende kursister.
8.1.a. Sygefraværspolitikken
Sygdom er ikke alene en privat sag, men en fællessag for medarbejderen og VUC Storstrøm, derfor henstilles det, at alle sygemeldte medarbejdere indgår i en løbende dialog om sygdomsforløbet med ledelsen. Både medarbejdere og ledelse har et ansvar for at minimere sygefraværet og forebygge langtidssygdom. For at leve op til det ansvar er det nødvendigt med åbenhed om sygefraværet og vilje til dialog om løsninger.
VUC Storstrøm har et socialt ansvar og ønsker at drage omsorg for, at ansatte ikke bliver syge på grund af forhold på arbejdspladsen, og at sygemeldte medarbejdere på den mest hensynsfulde måde hjælpes tilbage i arbejde og således undgå afskedigelser og udstødelse af arbejdsmarkedet på grund af sygdom.
Konkret håndtering af sygdom og fravær.
Udgangspunktet er et ønske om at fastholde medarbejderen.
Ledelsen er opmærksom på sygefraværets udvikling og ledelsen iværksætter jævnlige sygefraværssamtaler med medarbejdere, som har mere end 10 sygefraværsdage inden for det seneste år. Der kan dog aftales særlige indsatser efter behov. Sygefraværet drøftes løbende med nærmeste leder (Se bilag 7). Formålet med sygefraværssamtalerne er at sikre medarbejdernes trivsel.
Der afholdes omsorgssamtaler senest efter 15 sygedage inden for 1 år. Formålet med omsorgssamtalen er, at der på en klargjort og tillidsfuld måde drages den nødvendige omsorg for sygemeldte. Sigtet med samtalen er, at vedkommende vender tilbage på arbejdspladsen. Samtalen foregår mellem medarbejder og nærmeste leder og begge parter kan medbringe en bisidder til omsorgssamtalen Se bilag 7. Her afdækkes årsagerne til fraværet, og ligeledes drøftes evt. særlige tiltag i forhold til det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Der udarbejdes et notat efter samtalen, som opbevares i personalemappen i 2 år. Tillidsrepræsentanten orienteres. Nærmeste leder har ansvaret for afholdelse af samtalen og for orientering af tillidsrepræsentanten.
Samtalen følges op senest efter 25 sygedage inden for det efterfølgende år af en samtale mellem medarbejder, tillidsrepræsentant og nærmeste leder, hvor begge parter kan medbringe en bisidder til samtalen. Nærmeste leder har ansvaret for afholdelse af samtalen. Der kan tages foranstaltninger til omplacering, afsked, tidsbegrænset pensionering, førtidspensionering eller andet, som drøftes med medarbejderen. Maksimal udnyttelse af mulighederne i det sociale kapitel med henblik på fastholdelse er udgangspunktet.
Der udarbejdes en handleplan, som underskrives af alle deltagere og opbevares i personalemappen i 2 år. Nærmeste leder har ligeledes ansvar for afholdelse af denne samtale.
Såfremt der ikke findes andre udveje end afsked, skal der senest 14 dage efter samtalen tages de fornødne initiativer, hvor medarbejderens organisation inddrages. Direktionen har ansvaret herfor.
Der kan gives tilsagn om en positiv vurdering af mulighederne for genansættelse, når medarbejderen er blevet raskmeldt.
Retten til dagpenge kan bortfalde, hvis den ansatte ikke deltager i kommunens behandling af den pågældendes sygesag. Den ansatte skal således fremskaffe de lægeerklæringer og deltage i de møder, som kommunen anmoder om. Medarbejderens manglende medvirken kan medføre en modregning af et beløb svarende til dagpengene i sygelønnen.
8.1.b. Seksuel chikane
På VUC Storstrøm skal alle behandle hinanden med respekt. Det betyder bl.a. at krænkende handlinger af seksuel karakter og al form for uønsket seksuel opmærksomhed er helt uacceptabelt.
8.1.c. Mobbepolitikken
Mobning er uacceptabelt på VUC Storstrøm, og vi vil aktivt forebygge, at det finder sted, og gribe ind når det forekommer. Indkomne klager over mobning tages meget alvorligt.
8.1.d. Stresspolitikken
”Stress defineres som et særligt forhold mellem personen og omgivelserne, der opfattes som en belastning af personen, eller som overstiger hans eller hendes ressourcer, og truer hans eller hendes velbefindende.”
Stress er individets reaktion på en belastning, der både kan være fysisk og psykisk.
Formålet med VUC Storstrøms stresspolitik er at
- reducere forekomsten af stress på arbejdspladsen
- etablere en fælles holdning til stress
- alle medarbejdere og ledere sætter stress på dagsordenen og tager ansvar for det psykiske arbejdsmiljø og
- der er klarhed over, hvem der har ansvar for hvad, når der skal gribes ind overfor stress.
MUS-samtaler, måling af sygefravær, MTU og udarbejdelse af relevante personalepolitikker er redskaber til at identificere og forebygge stress på VUC Storstrøm.
Konkret handling ved stress
Hvis man som ansat hos VUC Storstrøm oplever stress skal man tage kontakt til nærmeste leder, som har ansvaret for den videre handling. Man kan også henvende sig til sin tillidsrepræsentant (TR) eller arbejdsmiljørepræsentant (AMR).
8.1.e. Mailpolitikken
Alle ansatte hos VUC Storstrøm får ved ansættelsesstart en mailkonto. Det forventes, at man minimum en gang pr. arbejdsdag læser og besvarer mail.
Det forventes ligeledes at der bliver besvaret på mødeindkaldelser via outlook.
8.1.f. Rygepolitikken
VUC Storstrøms rygepolitik skal medvirke til at begrænse generne ved rygning på VUC Storstrøms afdelinger. VUC Storstrøm er en røgfri arbejdsplads til gavn for sundhed og indeklima.
Rygning er derfor ikke tilladt indendørs på VUC Storstrøm.
Rygning er kun tilladt på de markerede områder.